Graffiti er et særdeles omdiskuteret fænomen. Det klassiske spørgsmål man ofte hører er, om den graffiti vi ser alle steder i byrummet, er kunst eller i stedet blot simpel vandalisme? Der er ofte tale om en enten-eller holdning til graffitien, men det er faktisk en kende mere kompliceret end ved første øjekast. Graffitiens rolle har ændret sig på mange måder, og i dag blander denne uartige lillebror sig nemlig med storebroren i kunstens bonede sale. Læs videre her.
Graffiti og hulemaleriet
Graffiti som ”kunstart” har efterhånden rigtig mange år på bagen. Man kan faktisk argumentere for, at den første graffiti faktisk var den man kan se på de berømte hulemalerier, der jo netop også blev skriblet på hulevæggene. Der er desuden et andet slægtskab mellem de to billdemæssige udtryksformer. Begge fungerer – på vidt forskellige måder – som en måde at nedfælde en eller form for mytologi. Hulemalerierne har ofte noget at gøre med at illustrere guder og jagt, hvorimod graffitien jo mere har med en storby mytologi at gøre. Desuden har begge visuelle udtryk jo noget rigtigt umiddelbart over sig; det hele går jo nemlig direkte fra hjernen til hånden til væggen.
Graffitiens historie
Det hele startede tilbage i Amerika i begyndelsen af halvfjerdserne (dette kan selvfølgelig med en vis ret diskuteres), og skal ses i forbindelse med en anden kulturel begivenhed af kæmpe format. Graffitien opstod samtidigt med hip hop kulturen, og havde allerede fra udgangspunktet en oprørsk indstilling som DNA. Det startede med nogle spraydåser på banegårdene, hvor man i nattens mulm og mørke taggede sit skrivernavn på de forskellige vægge. Op igennem firserne udviklede graffitien sig yderligere, og begyndte nu også at inkludere forskellige figurative elementer. Et andet nybrud var desuden, at kunstens normalt isolerede verden begyndte at få øjnene op for graffitiens unikke værdier. Det var bl.a. kunstnere, såsom malerne Keith Haring og Jean-Michel Basquiat, der virkelig banede vejen for graffitiens indtræden på kunstens scene. Begge kunstnere blev øjeblikkeligt til superstjerner i kunstverdenen, og gjorde virkelig graffitien til en mainstream kunstform. Siden da er graffitien nu fuldt ud accepteret i kunstkredse, samtidigt med at den stadig udvikler sig i sin oprindelige form i byrummet.
Men er det nu alligevel kunst?
Det er især udenfor kunstkredse, at graffitiens værdi sættes spørgsmålstegn ved. Mange anser den ligefrem for decideret vandalisme. Dette skyldes nok først og fremmest, at graffitien ofte bliver udført uden tilladelse, og oftest på vægge der er ejet af andre, såsom f.eks. staten eller private virksomheder. At lave graffiti medfører derfor en vis risiko, og det er bestemt ikke uhørt at en graffitikunstner anholdes på grund af hans eller hendes tags; og dette betyder som regel bøder, og i sjældne tilfælde en fængselsstraf under anklagen vandalisme. Spændingen og angsten for at blive taget af politiet er således en væsentlig del af graffitiens identitet, men er betegnelsen vandalisme egentlig passende? Der findes ikke noget entydigt svar på dette, men der er noget der tyder på, at graffitien de senere år er blevet mere accepteret som kunstform, fremfor som vandalistisk udtryk. For at komme problemet med vandalisme til livs, tilbyder især staten ofte graffitikunstnere at udsmykke specielt tilegnede områder med deres værker. På denne måde indgås der en slags kompromis mellem graffitikunstnerne og lovgivningen. Denne form for tiltag skyldes jo også, at meget graffiti er utroligt smukt, og nu på mange måder kan anses som kunst på lige fod f.eks. et Per Kirkeby maleri.
Men er det så vandalisme?
Der findes nok tilfælde, hvor mange vil sige, at graffiti er vandalisme. F.eks hvis man en dag træder ud ad sin hoveddør på villavejen, og opdager at ens hus er blevet overmalet om natten, så vil man nok være tilbøjelig til at råbe vandalisme. Dette skyldes jo først og fremmest, at det er blevet gjort uden ens tilladelse. Sagen bliver straks en kende mere kompliceret for mange, når det handler om objektivt smukke værker på en kedelig fabriksmur i byrummet. Her ville mange jo måske have et lidt mere overbærende syn på graffitiens værdi. Prøv f.eks. at forestille dig et Picasso maleri by den samme fabriksmur; her vil der nok ikke være nær så mange, der ville vove at kalde dette for vandalisme. Så hvad er det egentlig der gør, at noget kaldes for vandalisme? Er det udelukkende fordi det er ulovligt?
Street Art – i spændingsfeltet mellem kunst og graffiti
Den kunstform, der siden årtusindeskiftet går under paraplybegrebet ”Street Art” er en vaskeægte gråzone indenfor hele vandalisme diskussionen. Street Art kunstnere, såsom Banksy eller Shephard Fairey begyndte deres karrierer med at tagge humoristiske, samfundskritiske og kryptiske på mure og vægge i London. Dengang var dette drønulovligt, men i dag arbejder begge kunstnere indenfor den etablerede galleriverden med udstillinger over hele verden (og har en solid bankkonto at prale af ovenikøbet). Ved at blive hængt op på museums- og gallerivægge bliver den tidligere vandalismekunst pludseligt forvandlet til respekteret kunst, samtidigt med at den stadig bliver produceret på vægge og mure i byrummet.
En mulig løsning
Nu hvor graffitien er blevet voksen, og nyder stor accept hos rigtig mange mennesker, er det måske på tide at vi leder efter en ordentlig løsning på vandalismeproblemet. Måske skulle man i stedet for at tale om privat ejendom, prøve at se på værkernes æstetiske værdi. For der jo trods alt en temmelig bred kvalitetsmargen, når det kommer til de forskellige graffitiværker. Måske bør man også tage de vægge og mure, som værkerne laves på i betragtning. Hvis der er tale om en trist fabriksmur i et industriområde, så burde man måske nok snarere se graffitien som forskønnelse, end som rendyrket vandalisme. Når dette så er sagt, så har både staten og de private virksomheder faktisk ændret syn på graffitiens værdi. Dette kan f.eks. ses via de mange forskellige festivaler rundt omkring i verden, der netop har til formål at bakke op omkring yngre graffitikunstnere og deres værker. Mange firmaer anvender desuden også graffitikunstnere, når de skal lave deres reklamer, hvilket jo må siges at være gode nyheder. Sidst men ikke mindst findes der i dag mange byer rundt om i verden, der har lovliggjort specifikke områder til frit at kunne tagges af de forskellige kunstnere. Hvis man ikke vidste bedre, så kunne man nemt forledes til at tro, at konflikten ikke er helt så stor som tidligere antaget.